Af Graves Simonsen, projektchef i Bygherreforeningen

Brugerne er som hovedregel den vigtigste faktor i ligningen, når vi bygger. Bygherrer har derfor en helt særlig opmærksomhed på, hvordan brugerne vil kunne fungere i de færdige bygninger. Det gælder ikke mindst, når vi taler om erhvervsbyggeri som f.eks. kontorer. Bygges nyt, er det ikke altid, at brugerne og deres konkrete behov kendes på forhånd - især, hvis bygherren bygger for og til andre end egen virksomhed. Her må der arbejdes med antagelser og forsknings- eller erfaringsbaseret viden om, hvad der typisk fungerer i forhold til bygningernes funktioner, og hvad markedet efterspørger. Det er i virkeligheden et usikkert grundlag at træffe beslutninger på.

Fleksible rum

Et eksempel er tendensen med storrumskontorer, der har sit udspring i USA i starten af forrige århundrede, men først vandt indpas på vores breddegrader i 1960’erne. Konceptet bygger på en forestilling om fleksibilitet og en (dengang) ny arbejdskultur – gruppearbejdet som rammen for samarbejde, vidensdeling og kollegialitet i et fladere hierarki. Gennem tiden har der været forskellige justeringer af storrummet, hvor det ikke har fungeret - f.eks. ved at etablere fleksible skillevægge – eller en fuld kapitulation med ændring til cellekontorer alt efter behov.

Skal medarbejdere levere effektivitet og kvalitet, må de tilbydes et godt indeklima i form af god luftkvalitet, behagelig temperatur, adgang til dagslys og acceptabel akustik. Det udfordrer byg- og driftsherrer, fordi disse parametre kun delvist er målbare størrelser, der nemlig også afhænger af det oplevede for den enkelte medarbejder, som kan være påvirket af andre menneskelige faktorer i sin vurdering af, hvad der er godt eller dårligt arbejdsmiljø. Gennem dialog med brugerne må man som byg- og driftsherre forsøge at komme så langt som muligt for at sikre de rigtige udfaldskrav for godt arbejdsmiljø. Når det er muligt, bør man skabe medejerskab i driften. Det er en afgørende forudsætning for brugertrivsel og værdiskabelsen i bygningerne. Endelig skal der designes, så de fysiske rammer er fleksible og kan ændres efter behov uden store omkostninger og unødige ressourceforbrug.

DGNB

DGNB er en af flere metoder til at screene og certificere bygninger i forhold til miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Ved at vurdere en lang række parametre i bygningsdesignet tvinges man som bygherre og rådgiver til at tage stilling til, hvordan bygningen skal performe efter ibrugtagningen, og dette bidrager til skabe den nødvendige dialog om løsninger og drift. DGNB er en tysk metode, som i tilpasset form vinder indpas i en dansk kontekst.